Gå til hovedindhold
Nyheder

Jobmesse: Fokus på job og karriere

Dragør Kommune deltog på årets Tårnby-Dragør Jobmesse med fokus på job- og uddannelsesmuligheder inden for børne-, skole- og ældreområdet. Dagen bød på mange gode møder med borgere, der søger job, uddannelse eller nye karriereveje.

6. feb. 2026

Fra venstre: Allan S. Andersen, Kenneth Gøtterup

Indhold

    Stort engagement og gode dialoger

    Tårnby-Dragør Jobmesse i Amagerhallen samler hvert år virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser fra hele Amager. I år var stemningen præget af stort engagement og nysgerrighed fra de mange fremmødte, som kom for at høre mere om jobmuligheder, uddannelse og karriereskift.

    Borgmester Kenneth Gøtterup var med til at åbne jobmessen sammen med borgmesterkollegaen fra Tårnby Kommune Allan S. Andersen. Han siger:

    “Det stærkeste ved jobmessen er at se mennesker og virksomheder mødes og skabe muligheder sammen. Vi kan blandt andet se gennem Ungeløftet og gennem ukrainske flygtninges vej ind på arbejdsmarkedet, at når vi samarbejder, så kan vi virkelig gøre en forskel.”

    Dragør Kommune havde selvfølgelig også en stand på messen. Her stod medarbejdere klar til at fortælle om de mange spændende jobmuligheder og udviklingsveje i kommunen – både inden for velfærdsområderne og bredt på tværs af kommunen.

    Veje ind i velfærdsfagene

    Flere besøgende viste for eksempel interesse for arbejdet som pædagog. Her kunne medarbejderne blandt andet vejlede om mulighederne for at starte som pædagogmedhjælper og senere uddanne sig til pædagog gennem kommunens opkvalificeringstilbud.

    Jobmessen gav også mulighed for at fortælle om kommunens arbejde med at hjælpe flere ind på arbejdsmarkedet – blandt andet gennem indsatser for unge og støtte til borgere, der ønsker at skifte spor i arbejdslivet.

    Tak for en god dag

    Vi er meget glade for de mange gode dialoger og det store fremmøde – også fra jobsøgende, der trodsede vintervejret for at deltage.

    Tak til arrangørerne bag jobmessen og til alle virksomheder, uddannelsesinstitutioner og borgere, der var med til at gøre dagen til en succes. Vi ser frem til fortsat at møde kommende kolleger og samarbejdspartnere.

    Job i kommunen

    Se vores ledige stillinger og læs mere om job i Dragør Kommune her:

    Søg job

    Spændende jobs, godt arbejdsmiljø, nye udfordringer. Dit nye job venter på dig i Dragør Kommune.