Dragør øver beredskabet for sårbare borgere
Midt i den nationale beredskabsuge i uge 19 gennemførte kommunen en øvelse på kommunens plejehjem Enggården. Formålet var at teste beredskabet for kommunens mest sårbare borgere.
Scenariet var, at Enggården havde været uden strøm i 48 timer, og der var risiko for, at personalet på Enggården ikke længere kunne opretholde den daglige drift. Derfor blev der trykket på beredskabsknappen.
Sundhedsberedskabet trådte sammen, og kommunens beredskabsplan for Enggården blev gennemgået og procedurerne trænet. Nødgeneratoren, der skal forsyne med nødstrøm til livsvigtige funktioner blev testet.
Som en del af øvelsen blev fællesrummet på Enggården ændret til at kunne være stue for beboere, der er afhængige af pleje, der kræver strøm. Det er en del af beredskabsplanen for Enggården. Lagrene af mad, vand og andre fornødenheder til tre døgn blev besigtiget, og Martin Pryds, serviceleder på Enggården, demonstrerede, hvordan lagrene med fx powerbanks er klargjorte og løbende bliver holdt klar til brug.
Hovedstadens Beredskab fulgte øvelsen fra sidelinjen og supplerede med en gennemgang af det tværkommunale beredskab, og hvordan Dragør Kommune vil blive støttet i en situation med strømnedbrud.
Vi har alle et ansvar for at være klar
Bevidstheden om kriser er stigende og den enkelte borger og kommunen har et ansvar for, at vi kommer godt igennem en eventuel krise.
”Dragør Kommune har selvfølgelig et ansvar for kommunens allermest sårbare borgere og øvelsen viste, at vi er godt forberedt i forhold til at kunne tage vare på de sårbare borgere,” siger direktør Louise Piester. Hun fortsætter: ”Det er vigtigt at huske, at man som borger i Dragør Kommune selv skal sørge for at forberede sig på en eventuel krise”.
For at give et overblik over beredskabet har vi samlet både de generelle råd og særlige informationer om hvad du som borger i Dragør skal være opmærksom på.