Nyt samarbejde om borgernes klimaberedskab
Hvordan kan borgere i Dragør blive bedre rustet til fremtidens mere ekstreme vejr? Det undersøger Dragør Kommune nu i samarbejde med Københavns Professionshøjskole og København Universitet, som en del af arbejdet med kystbeskyttelse.
Sandsække ved Sydvestpynten, oktober 2023 (arkivfoto)
Formålet med det nye samarbejde er at ruste borgere og husejere i Dragør til at håndtere konsekvenserne af blandt andet stormflod, højere grundvand og mere vand på jordoverfladen.
Derfor er projektet vigtigt
Projektet er relevant både på kort og lang sigt, fordi der går flere år, før det fysiske kystbeskyttelsesprojekt står færdigt (etape 1 forventes færdig i 2029 og lidt senere for etape 2). Der er derfor behov for løsninger i forhold til beredskab indtil da. Selv når kystbeskyttelsen er etableret, vil Dragør stadig være en kystnær kommune og ligge lavt i landskabet. Der vil derfor altid vil være en risiko for ekstremhændelser som stormflod, der fx beskadiger kystbeskyttelsen og skyller ind over land. Fremtidens klima vil også betyde, at grundvandet ligger højere og der ligger mere vand på jordoverfladen, især om vinteren.
Arbejdet bliver ledet af lektor Nina Baron fra Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, som har erfaring med lignende projekter andre steder i Danmark. Projektet bygger på både forskning og lokal involvering, så løsningerne bliver forankret i Dragør og kan bruges i praksis.
Borgere skal bidrage med lokal viden
Projektet foregår parallelt med Dragørs arbejde med kystbeskyttelse langs kommunens 13 kilometer kyst. Borgerne bliver inviteret til møder og workshops, der bl.a. drejer sig om at finde gode måder at styrke det lokale beredskab. Borgerne skal være med til at udarbejde værktøjer og scenarier, der kan hjælpe med at forstå og kortlægge deres aktuelle viden om beredskab og klimaudfordringer. Herefter skal borgene være med til at udvikle ideer til tiltag, der kan styrke den lokale beredskabsindsats. Det kan for eksempel være bedre information, uddannelse eller fysiske tiltag, der understøtter kystbeskyttelsen.
Borgmester Kenneth Gøtterup siger: ”Det er afgørende for gennemførelsen og opbakningen til kystbeskyttelsen i Dragør, at borgerne engagerer sig i arbejdet med at realisere kystbeskyttelsen. Derfor er samarbejdet helt naturligt i tråd med inddragelsen af borgerne i øvrigt i indsatsen. Vi oplever stor hjælpsomhed borgerne imellem, når det gælder de voldsomme vejrsituationer og det håber vi, at indsatsen kan være med til at understøtte og måske endda styrke yderligere.”
Borgmesteren fortsætter: ”Fremtidens klima bliver mere uforudsigeligt og byder bl.a. på hyppigere stormfloder. Vi har brug for, at vi alle er rustede til fremtidens voldsommere vejr. Derfor er det afgørende for vores alles fortsatte tryghed, at ikke bare beredskab og andre myndigheder ved, hvordan vi agerer når fx vandet står højt, men at vi også som borgere kan hjælpe os selv og træde til i vores lokalområde, så vi undgår skader. ”
Fakta
-
Dragør Kommunalbestyrelse afsatte i december 2025 1 mio. kr. til projektet, der forventes at forløbe over to år.
-
Arbejdet med kystbeskyttelse bliver gennemført med støtte fra Realdania
-
De første møder og workshops forventes at finde sted i efteråret 2026, og arbejdet kan følges på Dragør Kommunes hjemmeside.