Snus og puff bars – fanget eller fri?
Gratis hjælp til unge mellem 15 og 25 år – og støtte til forældre og voksne omkring dem.
Ung og afhængig?
Snus og puff bars kan begynde uskyldigt. Men pludselig kan det føles, som om nikotinen styrer dig. Når du er fanget i et nikotinforbrug, kan det virke uoverskueligt – eller helt umuligt – at stoppe.
Heldigvis er der hjælp at få.
Break-up er et gratis tilbud til unge mellem 15 og 25 år, som ønsker støtte til at blive nikotinfri.
Sådan kommer du i gang:
- Send en sms med “nikotinfri” til 1231
- Du bliver ringet op af en rådgiver, som både kan give dig værktøjer til et liv uden nikotin.
Nikotin er skadeligt for den unge hjerne
Er du forælder eller voksen omkring en ung? Så er det vigtigt at vide, at nikotin kan skade udviklingen af den unge hjerne.
Sundhedsstyrelsen er klar i mælet: Nikotin er stærkt afhængighedsskabende og kan have alvorlige konsekvenser for unge. Forskning peger på, at brug af nikotin i ungdommen kan:
- Give permanente skader på hjernen
- Nedsætte koncentrationsevnen
- Hænge sammen med udvikling af psykisk sygdom som angst, depression og stress.
Som Sundhedsstyrelsen skriver på sin hjemmeside:
”Nikotin er stærkt afhængighedsskabende, og det kan være svært at stoppe med at bruge nikotin, når man først er startet.”
Som forælder eller ’voksenven’ kan du gøre en forskel ved at udbrede kendskabet til Break-up og andre gratis tilbud.
Mistanke om, at dit barn bruger nikotin?
Det kan være svært at vide, hvordan man skal reagere. Her er nogle anbefalinger:
- Vær rolig og nysgerrig – undgå skældud og konfrontation
- Tag snakken i et uformelt øjeblik, fx i bilen eller på en gåtur
- Spørg ind til barnets oplevelser: Har de prøvet noget? Hvad siger vennerne?
- Undgå at bagatellisere snus, puff bars og vapes – de er ikke harmløse
- Tilbyd støtte og hjælp til at finde gratis rådgivning, fx Stoplinien
- Vær opmærksom på tegn som frugtagtige lugte, ændret adfærd, irritabilitet eller hemmelighedskræmmeri
- Tal med andre forældre – fælles aftaler og åbenhed kan gøre en stor forskel.
Forebyg – du kan gøre en forskel
Som forælder kan du være med til at forebygge, at dit barn begynder at bruge nikotin:
- Tal åbent og nysgerrigt om nikotin
- Vær tydelig om din egen holdning
- Lav klare aftaler om, at dit barn ikke bruger nikotin – også i skoletiden
- Vis interesse for, hvad der sker i vennekredsen
- Henvis til gratis hjælp som Stoplinien eller appen KVIT
Tag stilling
Du behøver ikke være ekspert. Det vigtigste er, at du viser, at du er der – og at du tager stilling.
Har du spørgsmål eller ønsker mere viden, kan du finde gode råd og materialer på:
Tak, fordi du er med til at støtte op om en røg- og nikotinfri ungdom.