Støjmåler opsat ved Dragør Rådhus
En ny støjmåler ved Dragør Rådhus skal de næste måneder give et mere præcist billede af flystøjen i Store Magleby.
Københavns Lufthavns miljøafdeling har i dag opsat en midlertidig støjmålestation ved Dragør Rådhus i Store Magleby. Støjmåleren skal måle flystøj fra lufthavnen og forventes at være i drift i cirka to måneder.
Baggrunden er, at det daværende Klima-, By- og Erhvervsudvalg i efteråret besluttede at undersøge muligheden for at etablere en permanent støjmålestation i Store Magleby. Administrationen har derfor været i dialog med Københavns Lufthavn, som har tilbudt at opstille den midlertidige måler.
Nicolaj Bertel Riber, som er formand for det nye By-, Miljø- og Klimaudvalg, siger:
“Jeg vil gerne sige tak til lufthavnen for at stille målerstationen til rådighed i de kommende måneder. Støj kan have konsekvenser og er bekymrende for mange borgere. Derfor er det vigtigt, at vi får flere og mere brugbare data, så vi har et solidt og kvalificeret grundlag for de videre drøftelser.”
Han fortsætter: ”Samtidig ser vi gerne, at målerstationen på sigt får en mere permanent karakter. Det, synes vi, er vigtigt for at have adgang til og kunne følge data året rundt samt kunne fortsætte det gode samarbejde om eventuelle nye tiltag.”
Målingerne skal give kommunen et mere præcist billede af støjniveauet i området og indgår i det videre arbejde med støj og dialogen med lufthavnen. Administrationen ser nu nærmere på mulighederne for en permanent løsning.
Støjmålestationen er placeret i en mindre trailer, og selve måleudstyret er monteret på en høj mast. Borgerne kan følge støjmålingerne live via lufthavnens støjmåleprogram her: