Valg til HOFORs bestyrelse
I foråret 2026 skydes HOFOR Forbrugervalg i gang. Fra onsdag den 21. januar kl. 08 til og med fredag den 13. februar 2026 kan du melde dit kandidatur som forbrugerrepræsentant til bestyrelsen.
For de fleste borgere er en velfungerende forsyning en selvfølge. Vi tænker sjældent over det. Vandet, der løber fra hanen. Skyllet i toilettet. Kloakkerne, når regnen vælter ned. Det er alt sammen en del af den tryghed og selvfølge, vi bygger vores hverdag på.
Men alt det vi tager for givet, er der nogen, der hver dag går på arbejde for at sikre.
HOFOR, som ejes i fællesskab af otte kommuner i hovedstadsområdet, ønsker at gå forrest i arbejdet med at ruste vores byer til fremtidens vilde klima og sikre, at vi har drikkevand til alle i dag, i morgen og langt ud i fremtiden.
Den usynlige tryghed
Den usynlige tryghed er skabt af synlige valg. Det har HOFOR nu bedt ejerkommunerne om at fortælle om. For her i foråret 2026 skydes nemlig HOFOR Forbrugervalg i gang.
Ved Forbrugervalget kan du stille op som forbrugerrepræsentant i bestyrelsen for HOFORs vand- og spildevandsselskaber. Eller du kan stemme på den kandidat, der bedst repræsenterer dine værdier og din vision for fremtiden.
Det handler om at sikre vores fælles fremtid:
- At beskytte vores drikkevand
- At gennemføre fremsynede planer, der sikrer vores byer mod morgendagens klima
- At bygge en by, der er lige så levende og tryg for kommende generationer, som den er for dig i dag.
Dit valg er vigtigt
Du kan stille op som kandidat fra onsdag den 21. januar kl. 08 til og med fredag den 13. februar 2026.
Selve afstemningen finder sted fra mandag den 9. marts til fredag den 10. april 2026. Alle stemmer tæller. Også din.
Fakta om HOFOR
Ejere
- Albertslund Kommune
- Brøndby Kommune
- Dragør Kommune
- Herlev Kommune
- Hvidovre Kommune
- Københavns Kommune
- Rødovre Kommune
- Vallensbæk Kommune
HOFOR i tal
1 million kunder
1.600 ansatte
Over 3 milliarder kr. i årlige anlægsinvesteringer