Vejarbejde på Amager: Forvent tæt trafik og beregn ekstra tid
Flere større vejarbejder på Amager falder i øjeblikket sammen med udvidelsen af Øresundsmotorvejen. Det kan give ekstra kø og længere rejsetid, særligt i myldretiden. (Opdateret den 7. juni med flere informationer omkring de aktuelle arbejder)
Øresundsmotorvejen under udvidelse
Sund & Bælt er i gang med første etape af udvidelsen af Øresundsmotorvejen mellem afkørsel 20, København C, og afkørsel 17, Lufthavn V. Samtidig etableres der en parallel rampe mellem afkørsel 19, Ørestad, og afkørsel 20, København S.
På grund af arbejdet flytter man trafikken på motorvejen ud i ydersporene, så der kan arbejdes i midterrabatten. Sporene er derfor smallere end normalt, og hastigheden er sat ned til 80 kilometer i timen. Der er fortsat åbent for trafik, men forholdene kan betyde tættere trafik og risiko for kø.
Udvidelsen sker samtidig med flere andre vejarbejder på Amager, blandt andet Energinets arbejde med at etablere nye højspændingskabler på tværs af Amager, herunder på Vejlands Allé. Når flere store arbejder foregår samtidig på de samme hovedforbindelser, bliver vejnettet mere følsomt. Det betyder, at både planlagte ændringer og mindre hændelser i trafikken kan give større forsinkelser end normalt.
Københavns Kommune har samlet information om de større anlægsprojekter, som kan påvirke trafikken på Amager.
Arbejdet foregår også uden synlig aktivitet
Arbejdet kan ikke alle steder udføres døgnet rundt. På Vejlands Allé skyldes det blandt andet sikkerhedsforhold i dele af området, hvor der kan være risiko for fund af ammunition. De nødvendige sikkerhedsprocedurer og ammunitionssøgning kan ikke gennemføres i mørke. Der arbejdes derfor med udvidede arbejdstider, hvor det er muligt.
Selvom der ikke altid er synlig aktivitet på en strækning, betyder det ikke, at arbejdet er gået i stå. En del af arbejdet foregår under jorden eller som tekniske forberedelser, for eksempel styret underboring, kabelføring, opmåling og klargøring. Andre dele gennemføres i etaper, hvor arbejdsområdet flyttes løbende for at opretholde trafikken bedst muligt.
Beregn ekstra tid og følg trafikken
Trafikken på Amager vil fortsat være påvirket i en længere periode. Du skal derfor forvente kø og forlænget rejsetid.
Sund & Bælt opfordrer til at beregne ekstra rejsetid, især morgen og eftermiddag, hvor der i forvejen er mest trafik. Det kan også være en god idé at tjekke den aktuelle trafiksituation, inden man kører, og overveje alternative ruter eller transportformer, hvis det er muligt.
Sund & Bælt udfører arbejdet i forskellige faser fra den 14. april 2026. Hele projektet forventes færdigt i slutningen af 2028.