Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Wonderful Copenhagen går med i arbejdet med Dragør Havn

Hvordan skal Dragør Havn udvikle sig i de kommende år? Dragør Kommunalbestyrelse besluttede i februar 2026, at der skal udarbejdes en samlet plan for havnen. Nu kobles Wonderful Copenhagen og Dansk Kyst- og Naturturisme på arbejdet. De skal være med til at lave en ny strategisk-fysisk udviklingsplan.

2. okt. 2026

Indhold

    De to organisationer kommer med erfaringer fra lignende udviklingsprojekter andre steder i landet og med viden om blandt andet turisme, erhvervsudvikling og rekreative muligheder. Wonderful Copenhagen går ind i arbejdet med midler fra Erhvervsfremmebestyrelsen og skal være faglig sparringspartner i udviklingen af en såkaldt samlet strategisk-fysisk plan for havnen.

    ”Dragør Havn rummer nogle helt særlige kvaliteter og muligheder. Derfor er det vigtigt, at vi får set på havnen som en helhed og får skabt en fælles retning for udviklingen. Med Wonderful Copenhagen og Dansk Kyst- og Naturturisme får vi adgang til både erfaringer og faglig viden, som kan kvalificere arbejdet. Samtidig er det helt afgørende, at ejerskabet til planen bliver i Dragør Kommune,” siger Kenneth Gøtterup, borgmester i Dragør Kommune.

    Kommunen sidder fortsat for bordenden

    Selvom Wonderful Copenhagen og Dansk Kyst- og Naturturisme bliver aktive samarbejdspartnere, er det Dragør Kommune, der ejer og driver arbejdet.

    Organisationerne får en rådgivende rolle og skal blandt andet bidrage med erfaringer fra strategisk-fysiske udviklingsplaner andre steder i Danmark. Wonderful Copenhagen kan desuden bidrage med et regionalt perspektiv og viden om turismens betydning og samspillet mellem kommunerne i hovedstadsområdet.

    ”Dragør Havn er et sted med en stærk identitet og et stort potentiale. Vi ser frem til at bidrage med vores erfaringer fra arbejdet med turisme- og destinationsudvikling og med perspektiver fra andre steder i landet. Her er målet at anvende turismen strategisk til udvikling af eksempelvis kulturliv, detailhandel og bylivet, og det er helt centralt for os, at udviklingen sker med udgangspunkt i Dragørs egne kvaliteter og ønsker. Kommunen ejer processen, og vores rolle er at være en faglig sparringspartner, der kan bidrage med viden, netværk og erfaringer, som kan være med til at kvalificere den fælles udviklingsplan,” siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør, Wonderful Copenhagen.

    Fem temaer sætter retningen for arbejdet

    Arbejdet med udviklingsplanen tager udgangspunkt i fem centrale temaer, som tilsammen skal være med til at tegne en helhedsorienteret retning for Dragør Havn:

    1. By og bevaring,
    2. Kystbeskyttelse og rekreative muligheder,
    3. Turisme,
    4. Erhvervsliv og arrangementer
    5. Fritidsliv, klubber og foreninger.

    Temaerne afspejler havnens mange forskellige funktioner og interesser. Et vigtigt spørgsmål bliver derfor, hvordan de forskellige aktiviteter og hensyn kan spille sammen, så havnen også fremover kan være både et levende lokalt område, et aktivt maritimt miljø og et attraktivt sted for besøgende.

    Borgerne og havnens brugere skal med

    Dragør Havn er både arbejdsplads, hjemsted for maritime aktiviteter, mødested og rekreativt område – og samtidig et sted, der tiltrækker besøgende udefra. Erhvervsdrivende, foreninger, sejlere, havnens øvrige brugere og andre relevante aktører skal derfor have mulighed for at bidrage med deres erfaringer, ønsker og perspektiver når planen skal udformes.

    ”Dragør Havn har mange forskellige funktioner og betyder noget forskelligt alt efter, hvordan man bruger den. Derfor skal vi have den lokale viden og de forskellige perspektiver med i arbejdet, så de kan indgå i det videre arbejde med at finde en fælles retning,” afslutter Kenneth Gøtterup.