Gå til hovedindhold
Erhverv

Byggesager: Det går fremad, men fortsat ventetid

Den seneste opgørelse over arbejdet med byggesager viser, at det går fremad, men at der – som forventet – er brug for tålmodighed.

08. jul. 2022

Indhold

    Administrationen udarbejder hver måned en opgørelse over, hvordan det går med byggesagsbehandlingen i kommunen. Opgørelsen lægges frem for politikerne i Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

    Baggrunden er bl.a., at Byg- og Planteamet på rådhuset fik ekstra travlt under coronatiden grundet i en markant stigning i henvendelser om byggeansøgninger på 50-100 procent. Det har – sammen med andre forhold, herunder en del naboklager – været med til at øge sagsbehandlingstiden.

    Helle Barth, formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget fortæller: ”Som vi tidligere har lagt frem, har vi en sagspukkel, som skal afvikles. Det er Byg- og Planteamet godt i gang med. Samtidig kommer nye ansøgninger og sager til, som der også skal tages hånd om.”

    Hun fortsætter: ”Vi følger godt med i udvalget, og jeg glæder mig over, at det går den rigtige vej.”

    Den seneste opgørelse, som var på udvalgsmødet i juni 2022, dækker april måned. Opgørelsen er opdelt i 2 kategorier:

    1. Afvikling af sagspukkel (sager fra før 2022)
    2. Status på aktuelle sager (sager modtaget i 2022).

    Sagspuklen er reduceret

    Det er målet, at puklen af sager fra før 2022 er afviklet ved udgangen af første kvartal 2023.

    Ved året start bestod puklen på 229 sager, mens den i midten af maj var på 120 sager. Det vil sige, at der fra januar til midt i maj i år er truffet afgørelse i 109 af sagerne.

    Status – aktuelle sager

    Kommunen har bare i år ved udgangen af april måned modtaget 173 sager, hvoraf 106 sager er afsluttet. I den forbindelse er der særlig fokus på KL’s servicemål for gennemsnitlig sagsbehandlingstid for byggetilladelser.

    ”Målet er, at servicemålene vil gælde fra andet kvartal 2023, når sagspuklen er afviklet,” siger Helle Barth: ”Borgerne skal derfor fortsat væbne sig med tålmodighed frem til næste forår.”

    Opgørelsen opgjort for april måned 2022 over aktuelle sager:

    • Der er samlet for april måned indgået nye 31 sager
    • Der er for april måned afsluttet 48 sager og dermed afsluttet 17 sager mere, end der er indgået i april måned
    • Der er 24 igangværende byggeansøgninger. Der er i april modtaget 7 nye ansøgninger, og der er afsluttet 16 sager
    • Der er 21 igangværende landzonesager og afsluttet 11 landzonesager i april
    • Der er 22 bevaringssager. Der er i april indkommet 3 nye bevaringssager
    • Der er 58 klagesager. Heraf er 34 sager inden for bevaringsområdet. Der er i april kommet 7 nye sager og afsluttet i alt 6 sager.

    Fakta

    KL’s servicemål for byggesager i kommunerne:

    • For simple konstruktioner: Servicemål på 40 dage
    • Enfamilieshuse: Servicemål på 40 dage
    • Industri- og lagerbygninger: Servicemål på 50 dage
    • Etagebyggeri, erhverv: Servicemål på 55 dage
    • For etagebyggeri, bolig: Servicemål på 60 dag