Gå til hovedindhold

Indvielse af ’Afgangshallen’ – outdoor fitness

Foråret er på vej, og vi er mange, som længes efter at være mere udendørs. Nu er der endnu en god grund til at trække udendørs i Dragør. For et spritnyt område med redskaber til outdoor fitness er netop indviet ved Hollænderhallen i Dragør.

14. mar. 2022

Fra venstre: Anja Ovesen, varehuschef hos Salling Group, Rasmus Johnsen, centerchef i Dragør Kommune, Lisbeth Dam Larsen, udvalgsformand og Kenneth Gøtterup, borgmester

Indhold

    Offentlig-privat samarbejde

    Området er blevet til i et offentlig-privat samarbejde mellem Dragør Kommune og Salling Fondene. Det ligger lige mellem Hollænderhallen og fodboldbanerne, hvor der tidligere lå en græsplæne uden formål. Det er nu ændret ved at give plads til outdoor fitness med redskaber af træ på et underlag af flis. Området måler cirka 20 x 25 meter.

    Borgmesteren holdt indvielsestalen og takkede bl.a. Salling Fondene for donationen, kommunens Center for Børn, Skole og Kultur for ideudvikling samt Vej og Gartner og Hollænderhallen for opsætning.

    ”Det er en fantastisk gave til borgerne i Dragør Kommune, og jeg er sikker på, at mange vil få glæde af det nye fitness-område,” siger Kenneth Gøtterup.

    Den røde snor blev klippet over af borgmester Kenneth Gøtterup assisteret af formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget Lisbeth Dam Larsen, centerchef Rasmus Johnsen, Dragør Kommune samt varechef Anja Ovesen hos Salling Group.

    Ankomst og afgangshallen

    ”Afgangshallen” har været arbejdstitlen hele tiden på projektet.

    ”Mange har spurgt til, hvorfor vi har valgt lige det navn, når det handler om udendørs idræt. Men det giver god mening – for indgangspartiet til Hollænderhallen hedder ”Ankomsthallen”, som man så ankommer til, siger Kenneth Gøtterup og fortsætter:

    ”Mens her – i dette skønne setup – er det meningen, at man skal videre. Ud at spille fodbold, ud at løbe eller noget andet aktivt.”

    Navnet er indgraveret i et messingskilt, som vi sætter på fundamentet lige om lidt er navnet også indgraveret.

    Redskaber afprøvet

    Selv om det var bidende koldt ved indvielsen, var der alligevel et par friske børn og voksne, som prøvede nogle af redskaberne. Blandt andet Laura Ingwes på 10 år og Marco Ingwes på 5 år. Se fotokavalkaden.