Gå til hovedindhold
Kystbeskyttelse
Politik

Invitation: Infomøde om kystbeskyttelse ud for Dragør Nordstrand

Vi er mange i Dragør Kommune, som er optaget af en fremtidig kystbeskyttelse i takt med, at havvandet og risiko for stormflod stiger. Staten har involveret sig, og det påvirker Dragør Kommune. I den anledning inviterer vi til informationsmøde mandag den 22. august 2022 kl. 17-18.30 i Hollænderhallen, Halvvejen 3, Dragør.

12. aug. 2022

Indhold

    Ideforslag fra Sund & Bælt A/S

    Statens selskab Sund & Bælt A/S har udarbejdet et ideforslag til, hvordan man kan beskytte den kritiske infrastruktur på Kastrup Halvø. Det vil sige Københavns Lufthavn, Øresundstunnellen og metroen.

    Forslaget beskytter samtidig Dragør Nordstrand med et digeanlæg på strækningen mellem Kastrup Halvø og Dragør Havn.

    På informationsmødet fortæller anlægsdirektør Lars Fuhr og projektdirektør Claus Dynesen fra Sund & Bælt om deres ideforslag. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

    Grundejere ved Dragør Nordstrand er inviteret direkte via digital post. Alle er velkommen.

    Tilmelding er ikke nødvendig.

    Borgermøder senere på efteråret

    Som en del af det samlede kystbeskyttelsesprojekt for hele kommunen har vi fået udarbejdet supplerende tekniske undersøgelser på forskellige løsninger med kystbeskyttelse, herunder også for Dragør Nordstrand.

    I løbet af efteråret holder vi nye borgermøder om det samlede kystbeskyttelsesprojekt for Dragør, før der træffes endelig politisk beslutning om løsninger.

    På vegne af Dragør Kommunalbestyrelse

    Kenneth Gøtterup
    Borgmester