Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Nysgerrig: Det gode liv på Enggården

Hen over det næste års tid sætter Dragør Kommune skarpt på, hvad er det gode liv på Enggården, som er kommunens plejehjem.

01. sep. 2022

Indhold

    Pejlemærker med værdi

    På det sidste møde før sommerferien besluttede kommunalbestyrelsen et medlemsforslag fra Socialdemokratiet, Venstre og Konservative om ”Det gode liv på Enggården”. Tanken er at formulere nogle værdimæssige pejlemærker, som skal vise retning og profilere Enggården hos både beboere og offentligheden.

    I august har Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget fulgt op og besluttet et kommissorium og proces for det videre arbejde.

    Udvalgsformand Nicolaj Bertel Riber siger: ”Det er en spændende proces, som vi går i gang med nu og hen over efteråret. Noget af det, vi lægger særlig vægt på, er, at det skal være en inddragende proces.”

    Han uddyber: ”Jeg glæder mig til at drøfte, hvad der skal kendetegne Enggården fremover, og hvad vi skal gøre mere af, og hvad der måske også skal gøres mindre af. Men det er ikke kun os politikere og fagpersoner omkring Enggården, som skal være med til at komme med ideer og input. Nej, vi er meget nysgerrige med hensyn til, hvad andre tænker om det gode liv på vores plejecenter. Og de tanker skal vi have i spil.”

    Inddragelse

    Spørgsmål, som er i fokus, er bl.a.: Hvad er godt på Enggården? Og hvilke temaer skal der arbejdes videre med?

    Processen involverer interview med forskellige parter, studiebesøg hos andre plejecentre og workshop for at komme godt rundt om alt det gode ved Enggården, og hvilken retning Enggården skal tage i fremtiden.

    Nicolaj Bertel Riber forklarer: ”Når vi er kommet lidt længere, vil vi rigtig gerne have input til, hvad andre synes om det. Det kommer blandt andet til at ske sidst på året, hvor vi inviterer alle interesserede til en snak om det gode liv på Enggården.”

    ”Jeg håber, at også måske kommende beboere og pårørende har lyst til at deltage, og jeg vil anbefale at holde øje med kommunens hjemmeside om tid og sted, når vi nærmer os.”