Gå til hovedindhold

Tillykke til de nye SOSU’ere

For anden gang i år fejrer vi de nye social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, som har gennemført deres uddannelse i Dragør Kommune. Det foregik ved en lille reception på Dragør Rådhus med taler, blomster og lykønskning.

16. nov. 2022
Fejring af nyuddannede SOSU-assistenter og -hjælpere på Dragør Rådhus

Indhold

    I løbet af det sidste halve år er i alt uddannet 10 SOSU’ere i kommunen – to assistenter og otte hjælpere. Og med til den gode historien hører, at en assistent og en hjælper siden er ansat i Dragør Kommunes Hjemmepleje og en SOSU-hjælper er ansat på Enggården.

    Det var da også en stolt borgmester, som talte til de nye assistenter og hjælpere. Kenneth Gøtterup sagde blandt andet:

    ”Jeg plejer at sige, at I er hverdagens helte. For I påtager jer en vigtig opgave og giver ikke bare borgerne en professionel, faglig korrekt behandling, men også en kærlig, omsorgsfuld og nærværende behandling. Og det kan vi kun have respekt for.”

    Han fortsatte: ”Jeg håber, at I vil tænke tilbage på jeres uddannelsestid her i Dragør med glæde. Politisk ligger det os nemlig meget på sinde at være en god uddannelseskommune. At tage en uddannelse er vigtig, og jeg håber, at I vil tale positivt om jeres fag og måske motivere andre til at gå samme vej.”

    Fire af de nyklækkede SOSU-assistenter og -hjælpere deltog følgende i receptionen på rådhuset:

    • Henriette Lund Thomsen (assistent)
    • Christian Vang Iversen (hjælper)
    • Elvira Eggertsen (hjælper)
    • Natascha Mahler Fernando Knøfler (hjælper)

    Også Dragør Kommunes uddannelseskonsulent Lone Rasmussen og koordinerende praktikvejleder Maria Haagensen deltog.

    ”Tusind tak for indsatsen og kæmpe tillykke. Nu står I med et uddannelsesbevis, men husk I er ikke færdige med at lære. Det er lidt ligesom at få kørekort. Det er først nu I rigtig skal ud og lære og gøre jeres erfaringer,” sagde Lone Rasmussen blandt andet i sin tale og sluttede:

    ”Vær nysgerrige, søg viden og husk, at I må stadig gerne spørge – spørg gerne de mere erfarne og del jeres faglige viden med hinanden og kollegaerne.”

    Fakta

    Dragør Kommune er praktiksted for kommende SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere. På nuværende tidspunkt har Dragør Kommune ansat 32 elever.

    Social- og sundhedshjælperuddannelsen tager 1 år og 2 måneder med praktik både på Omsorgscenter Enggården og i Dragør Hjemmepleje samt skoleperioder på en af afdelingerne på SOSU H. SOSU H er en statslig selvejende institution under Undervisningsministeriet, som udbyder erhvervsuddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik.

    Social- og sundhedsassistentuddannelsen varer ca. 2 år og 9 måneder med praktik i Dragør på Omsorgscentret Enggården og i Hjemmeplejen samt en praktikperiode i psykiatrien og på et hospital. Dertil kommer skoleperioder på en af afdelingerne på SOSU H.

    Adgangskravet til begge uddannelser er, at du har gennemført det såkaldte Grundforløb 2. Du kan få SU under grundforløbet, og du får løn under hovedforløbet i kommunen. En del af vores elever har mulighed for at få voksenløn eller voksenlærlingeløn. Der er også mulighed for at få løn under Grundforløb 2, hvis du søger ind på assistentuddannelsen, er over 25 år og bor i Dragør Kommune.

    Links