Gå til hovedindhold
Nyheder
Varmeforsyning

Hvilken varmekilde har du i 2028?

Sådan lyder spørgsmålet, som grundejere i Dragør Kommune bliver bedt om at svare på. Svarene skal gøre kommunen klogere, når overgang fra brug af fossile brændstoffer skal planlægges nærmere. Det er frivilligt og uforpligtende at deltage. Svarfristen er 26. februar 2023.

02. feb. 2023

Indhold

    I december 2022 traf Dragør Kommunalbestyrelse to vigtige beslutninger: For det første vedtog de 'Varmeplan for Dragør Kommune' om at udrulle fjernvarme i kommunen og for det andet, at vi skal indlede forhandlinger i 2023 med Tårnby Kommune og Tårnby Forsyning om at distribuere fremtidens fjernvarme i Dragør Kommune.

    Langt de fleste grundejere i kommunen vil kunne få deres ejendom koblet på det fremtidige fjernvarmenet, nemlig 96 procent. Men hvad er egentlig interessen for at skifte varmekilde, og hvilken type varmekilde forestiller grundejerne sig at have i fremtiden til at varme deres ejendomme op med?

    Som grundejer bestemmer du nemlig selv, om du for eksempel vil koble din ejendom til fjernvarmenettet, når det er etableret.

    Hold øje med din postkasse

    I disse dage sender vi breve til alle grundejere i kommunen med link til en lille spørgeundersøgelse, som vi håber, at grundejerne vil bruge 2-5 minutter på at svare på.

    I spørgeskemaet kan grundejerne svare på, hvilken varmekilde som grundejeren forestiller sig at have i 2028. Er det for eksempel fjernvarme, individuel varmepumpe, naturgas, brændeovn eller lignende eller noget andet.

    Svarene skal gerne bidrage med brugbar viden og give et fingerpeg om skiftet fra naturgas til andre varmekilder til rumopvarmning de kommende år.

    Det er naturligvis frivilligt og uforpligtende for grundejerne at svare.

    Hold øje med din digitale postkasse (eller din fysiske postkasse, hvis du er undtaget digital post). Sidste frist for at svare på spørgeundersøgelsen er søndag den 26. februar 2023.

    Fakta

    Det er rådgivnings- og konsulentfirmaet Rambøll A/S, som bistår Dragør Kommune med at udsende og indsamle svar fra grundejerne.

    Undersøgelsen foregår via et spørgeskema på internettet, som besvares ved at klikke på et link i brevet og indtaste en personlig nøgle-kode, der består af en række tal og bogstaver. Koden er personlig og må derfor ikke videregives eller benyttes af andre.