Gå til hovedindhold
Nyheder

Invitation: Borgermøde om budget 2024

Kom og giv jeres input. Kommunalbestyrelsen inviterer kommunens borgere, foreninger, brugerbestyrelser, råd mv. til borgermøde om næste års budget.

04. aug. 2023

Indhold

    Borgermødet foregår onsdag den 16. august 2023 klokken 19-21 på Dragør Skole, Vestgrønningen 7-9 i Dragør.

    Formålet med mødet er en direkte dialog, hvor I som borgere kan få præsenteret og danne jer et overblik over, hvad vi ved om rammerne for Dragør Kommunes økonomi. 

    I vil ved mødet også have lejlighed til at stille spørgsmål til høringsmaterialet og budgetforslag, og give os politikere gode råd med på vejen om, hvilke budgetforslag som skal prioriteres ved de politiske forhandlinger.

    Høringsmaterialet på dragoer.dk

    Høringsmateriale kan I fra fredag den 11. august 2023 se på kommunens hjemmeside dragoer.dk.

    Bemærk at forslagene i høringsmaterialet er formuleret af forvaltningen, så vi politisk har nogle muligheder at vælge imellem. 

    Det endelige budget 2024-27 forventes vedtaget af kommunalbestyrelsen den 28. september 2023.

    Tidsfrist for skriftlige høringssvar

    I kan også afgive skriftligt høringssvar fra fredag den 11. august til fredag den 25. august 2023 kl. 9. Skriftlige høringssvar skal sendes på sikker mail til Dragør Kommune via dragoer.dk – søg på kontakt for at finde vores digitale postkasser og vælg ’Økonomi og Indkøb’.

    Vær opmærksom på at høringssvar vil blive offentliggjort på Dragør Kommunes hjemmeside, med de oplysninger I skriver, herunder navn, e-mailadresse osv., hvis dette fremgår. 

    Praktik i øvrigt

    Der vil blive taget foto under borgermødet til eventuel offentliggørelse i pressen og på dragoer.dk. Gør venligst fotografen opmærksom, hvis du ikke ønsker at medvirke til det.

    Af hensyn til borgere med hørenedsættelse vil der være teleslynge. Gangbesværede, der har behov for assistance til at komme op i aulaen, bedes tilmelde sig senest tirsdag den 15. august kl. 12 på følgende mailadresse lenab@dragoer.dk eller telefon 32 89 01 16.