Gå til hovedindhold
Nyheder

PFAS: Ny arbejdsgruppe nedsættes

Københavns Lufthavn og Dragør og Tårnby Kommuner styrker samarbejdet om håndtering af PFAS-forurening. Det sker ved at nedsætte en fælles arbejdsgruppen, som løbende følger indsatserne og vurderer behovet for eventuelle nye indsatser.

27. jan. 2023

Indhold

    Forbillede for andre

    Både Københavns Lufthavn, Dragør Kommune og Tårnby Kommune er opsatte på en målrettet og effektiv håndtering af PFAS-forureningen i lufthavnen, der kan fungere som et forbillede for lignende forureninger andre steder i Danmark.

    Københavns Lufthavn har gennem de seneste år investeret et større millionbeløb i afværgeforanstaltninger til PFAS, ligesom der planlægges nye indsatser de kommende år.

    Håndteringen af forureningen kræver et tæt samarbejde mellem lufthavnen og de to kommuner. Derfor har Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne, Kenneth Gøtterup, borgmester i Dragør Kommune og Allan Andersen borgmester i Tårnby Kommune, nu besluttet at styrke samarbejdet om håndteringen af PFAS-forureningen yderligere. Det skal ske ved at nedsætte en arbejdsgruppe med deltagelse af specialister fra lufthavnen CPH og de to kommuner.

    Ny arbejdsgruppe

    Arbejdsgruppen skal gennemgå eksisterende og planlagte indsatser og klarlægge behovet for eventuelt nye indsatser.

    Arbejdsgruppen skal også se på, hvordan Københavns Lufthavn og de to kommuner bedst kan hjælpe hinanden med blandt andet at kortlægning og afværge-foranstaltninger.

    Samtidig kan arbejdsgruppen identificere eventuelle barrierer for indsatserne, som kommunerne og CPH i fællesskab kan arbejde for at nedbryde.

    Endelig skal arbejdsgruppen sikre en god kommunikation til borgerne i Dragør og Tårnby, så de løbende informeres om status og fremdrift.

    Det er muligt at læse mere om håndteringen af PFAS-forurening på blandt andet vores hjemmeside og lufthavnens hjemmeside.