Gå til hovedindhold
Nyheder
Erhverv
Trafik og Veje

Stort vejarbejde i Tårnby

Ramperne til og fra Øresundsmotorvejen på Englandsvej skal udvides. Vejarbejdet bliver massivt og vil genere trafikanterne resten af året.

01. mar. 2023
Motorvejsrampe i Tårnby Kommune

Indhold

    Om kort tid tager Tårnby Kommune sammen med Sund & Bælt A/S hul på et vejarbejdsprojekt, som vil kunne mærkes af rigtig mange mennesker hver dag.

    Derfor gør trafikanter, som benytter sig af krydset ved Englandsvej og Øresundsmotorvejen, klogt i at holde øje med det kommende vejarbejde på Tårnby Kommunes hjemmeside. 

    Fra marts og resten af 2023

    Fra marts og resten af 2023 vil der nemlig blive bygget om i det kryds, hvor Englandsvej krydser Øresundsmotorvejen, lige ved Tårnby Torv og Tårnby Station.

    Indtil den nye svingbane efter planen står klar i slutningen af året, vil vejarbejdet påvirke køreturen for bilister, som normalt benytter motorvejens tilslutning ved Englandsvej, eller som bruger Englandsvej som adgangsvej til og fra Dragør. For eksempel kan forskellige vognbaner blive afspærret, og i perioder vil en eller flere af motorvejsramperne ved krydset også være afspærret.

    Også cyklister og gående vil kunne mærke vejarbejdet, ligesom der også kan komme forandringer for dem, der skal med bus i området.

    Første skridt

    I marts 2023 begynder entreprenøren at etablere et arbejdsområde, som betyder, at forskellige vognbaner vil være spærret af i kort tid uden for myldretiden.

    Endvidere siger tidsplanen for foråret, at fra medio marts til medio maj 2023 spærres:

    1. rampen mod København
    2. rampen fra Lufthavnen
    3. fortov og cykelsti på samme side af Englandsvej som Tårnby Torv.

    Se illustration på kort

    Hold øje med vejarbejdet på taarnby.dk

    Tårnby Kommune har oprettet en temaside til projektet på kommunens hjemmeside taarnby.dk.
    Her kan du løbende se status på trafikforholdene, forslag til alternative ruter og en oversigt over de forskellige faser i vejarbejdet og hvordan trafikken bliver påvirket fra måned til måned.

    Temaside om motorvejsudvidelsen
    Tidsplan
    Spørgsmål og svar til projektet