Sommer 2025: Otte nye SOSU’ere
Kæmpe tillykke til de nyuddannede social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i Dragør Kommune.

Fra venstre: Borgmester Kenneth Gøtterup, Najibullah Abdul Rahman, Cecilie Bredahl, Hanne Stepping Christensen, Naja Sine Falsluna Lindquist og udvalgsformand Nicolaj Bertel Riber.
I løbet af det sidste halve år er uddannet otte SOSU’ere i Dragør Kommune – tre assistenter og fem hjælpere. Og med til den gode historie hører, at en af assistenterne har fået fast job i på Enggården og to af hjælperne samme sted. Desuden er en af hjælperne ansat i Hjemmeplejen i Dragør og én er tilknyttet som afløser. Flot!
I Dragør er det en tradition, at vi inviterer de nyuddannede til en lille fejring. Denne gang havde to ny-udklækkede assistenter og to hjælpere taget imod invitationen. Blandt hjælperne, som begge blev færdige i marts 2025, var det:
- Hanne Stepping Christensen
- Najibullah Abdul Rahman.
Blandt assistenterne, som blev færdige i maj 2025, var det:
- Cecilie Bredahl
- Naja Sine Falsluna Lindquist.
Både borgmester Kenneth Gøtterup og udvalgsformand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget Nicolaj Bertel Riber holdt tale for de nyuddannede ved en lille reception. Også Dragør Kommunes uddannelseskonsulent Diana Freuchen og koordinerende praktikvejleder Maria Haagensen deltog.
Dragør som praktiksted
Dragør Kommune er praktiksted for kommende SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere.
Social- og sundhedshjælperuddannelsen tager 1 år og 2 måneder med praktik både på Enggården og i Dragør Hjemmepleje samt skoleperioder på en af afdelingerne på SOSU H. SOSU H er en statslig selvejende institution under Undervisningsministeriet, som udbyder erhvervsuddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik.
Social- og sundhedsassistentuddannelsen varer ca. 2 år og 9 måneder med praktik i Dragør på Enggården og i Hjemmeplejen samt en praktikperiode i psykiatrien og på et hospital. Dertil kommer skoleperioder på en af afdelingerne på SOSU H.
Adgangskravet til begge uddannelser er, at du har gennemført det såkaldte Grundforløb 2. Du kan få SU under grundforløbet, og du får løn under hovedforløbet i kommunen. En del af vores elever har mulighed for at få voksenløn eller voksenlærlingeløn. Der er også mulighed for at få løn under Grundforløb 2, hvis du søger ind på assistentuddannelsen, er over 25 år og bor i Dragør Kommune.