Gå til hovedindhold
Nyheder
Pressemeddelelse

Værftets Venner får brugsret til værftsgrunden på Dragør Havn

Borgmester Kenneth Gøtterup og Værftets Venner har nu underskrevet en aftale, som giver foreningen brugsret til den gamle værftsgrund på Dragør Havn frem til 1. marts 2027. Aftalen er et nyt skridt i arbejdet med at udvikle værftsgrunden.

1. jul. 2026

Billede: Borgmester Kenneth Gøtterup og repræsentanter fra Værftets Venner ved underskrivelsen af brugsretsaftalen ved det gamle værft på Dragør Havn.

Indhold

    Aftalen træder i kraft 1. juli 2026 og følger op på Økonomiudvalgets beslutning om at give Værftets Venner mulighed for midlertidigt at disponere over bygningen, mens arbejdet med at udvikle værftsgrunden fortsætter.

    Forløbet begyndte i foråret 2025, hvor Kommunalbestyrelsen igangsatte en proces for at undersøge mulighederne for værftsgrundens fremtidige anvendelse. Siden da har en bredt sammensat arbejdsgruppe kaldet Værftets Venner arbejdet med idéer til områdets udvikling. Værftets Venner er sammensat af lokale ildsjæle med kompetencer på tværs af både bevaring, by- og erhvervsudvikling, turisme, kulturliv og havnens brugere.

    Værftets Venner har været vidt omkring i deres afsøgning og afholde blandt andet ”Åbent værft” i september 2025. Her kunne byens borgere aflevere idéer, ønsker og eventuelle bekymringer til Værftets Venner. 

    ”Ved vores åbent værft-arrangement fik vi næsten 500 sedler med idéer, som vi har læst og sat i system. Ønsket er tydeligt: Et fælleshus med mange forskellige aktiviteter for alle borgere i Dragør – og et hyggeligt sted at opholde sig. Fælleshuset skal forbinde havn og by, så alle borgere har et sted på havnen” fortæller Lars Winding fra Værftets Venner. 

    Lars Winding fortsætter ” Udviklingen af det gamle værft kommer til at tage tid. Der er meget der skal afklares og der er mange, der skal bidrage, før den endelige plan er på plads og finansieret. Derfor arbejder vi nu i to spor: Vi fortsætter projektet omkring den langsigtede udvikling af værftsgrunden, samtidig med, at vi igangsætter en midlertidig drift af værftet, hvor både flere og forskellige idéer skal afprøves. Vore ambition er at skabe et fællesskab så det bliver naturligt for borgerne at komme på det gamle værft.”

    Værftets Venner har også løbende været i dialog med politikerne og har senest i februar 2026 præsenteret deres anbefalinger for Økonomiudvalget. 

    Den ni måneder lange brugsret giver Værftets Venner mulighed for at arbejde videre med udvikling af aktiviteter og afprøvning af mulighederne i bygningen. Erfaringerne fra perioden vil indgå i det videre arbejde med at skabe en langsigtet løsning for værftsgrunden.

    Borgmester Kenneth Gøtterup siger; ”Udviklingen af værftet er et godt eksempel på, hvad vi kan skabe i fællesskab. Nu går vi ind i en ny fase, hvor Værftets Venner får mulighed for at omsætte nogle af idéerne til praksis, samtidig med at det langsigtede arbejde fortsætter. Jeg vil gerne takke Værftets Venner for deres store engagement og det grundige arbejde, de allerede har lagt i projektet.”

    Statslig støtte giver løft til værftsprojektet

    Dragør Kommune har i 2026 fået tilsagn om økonomisk støtte på samlet 1,5 mio. kr. fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til nye fællesskabs- og mødesteder. Midlerne skal bruges til det videre arbejde med udviklingen af værftsgrunden.

    Konkret er der afsat 1,1 mio. kr. til vedligehold af værftsbygningen, herunder genetablering af et toilet, så værftet igen bliver egnet til fælles mødested. Derudover er der afsat 300.000 kr. til Værftets Venners videre arbejde med udviklingsplan, organisering, afholdelse af møder, events, åbent værft mv. De sidste 100.000 kr. er afsat til at få klarlagt juridiske spørgsmål omkring eksempelvis muligheder for kommerciel aktivitet.