Dragør Kommune søger 10 unge lægdommere
Vi har brug for flere unge mellem 18 og 30 år, der vil være med til at sikre, at almindelige borgeres perspektiver bliver hørt i retssalen. Kender du en ung, der kunne være interesseret? Så prik vedkommende på skulderen og hjælp os med at sprede budskabet.
Unge stemmer er også vigtige i retssalen
Dragør Kommune gør nu en ekstra indsats for at få flere unge til at søge om at blive lægdommere for perioden 2028-2031.
”Vi har allerede fået et tilstrækkeligt antal ansøgere fra de øvrige aldersgrupper. Og tak for det. Men vi vil gerne sikre, at også de unge er repræsenteret på grundlisten. Derfor søger vi 10 unge mellem 18 og 30 år,” siger Maria Klint Thelander, leder af Borgmestersekretariatet.
Som lægdommer er du med til at træffe afgørelser i retssager sammen med en juridisk dommer. Du behøver ikke have kendskab til jura. Det vigtigste er, at du kan lytte, tænke selvstændigt og bruge din sunde fornuft.
Det er en vigtig opgave og en konkret mulighed for at få indflydelse på vores retssystem.
Kender du en ung, der kunne være interesseret?
Måske har du en søn, datter, et barnebarn, en nabo eller en ung kollega, der kunne være en god lægdommer?
Hjælp os gerne med at sprede budskabet. Prik dem på skulderen, og bed dem holde øje med deres Digital Post eller e-Boks. Dragør Kommune sender nemlig et brev direkte til de 18-30-årige i kommunen med information om, hvordan de kan søge.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 1. december 2026.
Det skal du vide om opgaven
En lægdommer vælges for fire år ad gangen. Den kommende periode løber fra 1. januar 2028 til 31. december 2031.
I gennemsnit bliver man indkaldt omkring fire gange om året. Man får 1.100 kroner for hver dag, man møder i retten.
Det er et borgerligt ombud, og arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner skal derfor give fri, når man bliver indkaldt.
Det er Dragør Kommunes grundlisteudvalg, der udvælger borgerne til grundlisten. Det sker på baggrund af en motiveret ansøgning. Herefter udtager landsretten lægdommerne ved lodtrækning. Det er derfor ikke alle ansøgere, der nødvendigvis bliver lægdommere.
Du kan læse mere om opgaven på Danmarks Domstoles hjemmeside.